Skolebørn sat til at plante 2000 træer

Ørestad 8. nov 2021 - 2 min læsetid
This describes the image
Photo: Martin Kunzendorf/Naturpark Amager

Skoleelever indledte plantningen af 2000 træer i Naturpark Amager.

Området ved Frieslandsvej skal have nye træer, og onsdag 3. november indledte skoleelever fra Skelgårdsskolen med at plante de første 200.

 

Med sig havde de Tårnbys borgmester Allan S. Andersen, skovrider Kim Søderlund, Amager Skovhjælpere, Tårnby Naturskole og Landsformand for foreningen Plant et Træ, Jens Døssing. De kom gående med både spader og små egetræer, som de næste hundrede år skal vokse sig store.

Landsformanden var også med, da Kronprins Frederik og datidens Tårnbybørn etablerede Landskabstræet for 26 år siden med afsæt i en idé fra 'Plant et Træ'. Dengang gik man mere eksotisk til værks og plantede træer fra det meste af verden, hvoraf en del viste sig ikke at kunne klare sig i det danske klima.

Missing media item.
Allan S. Andersen fik også plantet et par træer.

Borgmester Allan S. Andersen huskede i sin åbningstale også på den oprindelige etablering, hvor i alt 5.200 træer blev plantet:

"Selv om meget er forandret i Tårnby Kommune fra dengang til nu, består naturen, og det vil den blive ved med".

Og så gik børn og borgmestre ellers i gang med at plante de cirka 200 egetræer, som er de første af i alt 2000 træer, der i alt er planlagt til at supplere Kongelundens øvrige skov med.

I de kommende måneder vil børn fra kommunens øvrige skoler i samarbejde med Tårnby Naturskole komme ud i området og hjælpe med at plante de resterende mange nye træer.

Foto: Martin Kunzendorf

Updated 16. nov 2021