Uheldig Basketbane: Kom og bræk dit ben

Ørestad 13. maj 2022 - 2 min læsetid
This describes the image
Photo: DGI Stoprkøbenhavn
Skrevet af: Redaktionen

To udendørs basketbaner i Ørestad er indrettet, så man nærmest beder folk om at komme til skade.

Det mener idrætsorganisationen DGI, som har været på ekspedition i bl.a. Ørestad for at se på sikkerheden ved Københavns Kommunes udendørs idrætsfaciliteter.

Ved Royal Arena har kommunen sat en kurv op lige foran en lav metalblomsterkasse. Lander man på den skarpe metalkant, der er placeret ca. 50 cm bag basketkurven, kan det nemt betyde en tur på hospitalet.

Ved Kalvebod Fælled Skole  har DGI fundet en række af basketkurve sat op direkte over en 15 cm dyb vandkanal. Et hvert seriøst forsøg på et ”layup” mod kurven vil medføre en kæmpe risiko for en brækket/forstuvet ankel.

Opslaget er ledsaget af et billede af de to steder, men det ene sted er forholdene faktisk allerede lavet om. I en kommentar skriver Kathrine Jul Chercka, at banen ved Kalvebod Fælled Skole allerede er lavet om.

"Fint at I gør opmærksomme på det, men måske var det en idé lige at tjekke op, før I poster det på Facebook? Der er blevet sat plader op over renderne ved Kalvebod Fælled Skole - og det har hele tiden været planen, de var bare i restordre," skriver hun.

DGI Storkøbenhavn undrer sig alligevel over, at brugere og eksperter ikke er blevet taget med på råd i forhold til sikkerhed og/eller brugbarhed. Det er "naturligvis superfedt, når Københavns Kommune sniger nye basketballfaciliteter ind midt i asfaltjunglen. 
"Men man er simpelthen nødt til lige at tænke på brugernes ve og vel, når man stiller nye basketkurve op," skriver DGI på Facebook.

Og det er man enig i hos Ørestad Syd Borgerforening:
"Tak til DGI Storkøbenhavn for at gøre opmærksom på dette helt åndsvage setup. Der er mange gange gjort opmærksom på problemet, men intet er sket endnu," skriver formanden, Mette Bugge, i en kommentar.

Updated 13. maj 2022