Simian åbner på Kay Fiskers Plads

Kultur 20. aug 2020 - 2 min læsetid
This describes the image
Photo: Simian
Skrevet af: Redaktionen

5. september 2020 åbner Simian - en uafhængig platform for eksperimenterende samtidskunst, drevet af billedkunstnere. 

Simian har til huse i den 1300 kvm. store betonkælder på Kay Fiskers Plads. Oprindeligt er stedet bygget til cykelparkering, men cyklisterne ville hellere sætte deres cykler oppe. Kælderen fungerede som kultur- og festlokale i en periode, men har stået tom i lang tid. 

Efter en gennemgribende renovering er lokalerne nu omdannet til udstillingssted, med støtte fra bl.a. By & Havn, Københavns Kommune, Amager Vest Lokaludvalg og flere fonde. Der er således kommet ny indgang, toiletter og varmeanlæg.

Simian består af Markus von Platen, Christian Vindelev, Toke Flyvholm og Jan S. Hansen.
"Ørestad er et igangværende eksperiment i at skabe en ny bydel fra grunden, og med Simian får Ørestad nu et nyt samlingspunkt for kunst," skriver kunstnergruppen bag Simian. 

16 kunstnere i første udstilling
I den store kælder vil der være skiftende solo– og gruppeudstillinger i et udstillingsprogram, der sammenkobler kunstnere på tværs af generationer, medier og nationaliteter.

"Simian kommer til at danne ramme om udstillinger og arrangementer, som vil belyse og udfordre komplekse forbindelser og perspektiver i vores fælles oplevelse, forståelse og navigation i samtiden," skriver de også.

I Åbningsudstillingen "Some of the Hole" deltager en lang række kunstnere: Bill Jenkins, Falke Pisano, Christian Vind, Ghislaine Leung, Signe Boe, Jacob Borges, Penny Slinger, Michael Kennedy Costa, K.R.M. Mooney, Thomas Locher, Violet Dennison, Marie Søndergaard Lolk, Thomas Bo Østergaard, Lucia Elena Průša, Willy Ørskov.

Simian er realiseret med støtte fra By & Havn, Realdanias kampagne 'Underværker', Det Obelske Familiefond, Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansen Fonden, Københavns Kommune, Amager Vest Lokaludvalg og Ørestad City Grundejerforening.

Simian. Kay Fiskers Plads 17. Åbningstider: Torsdag - lørdag 12.00 - 17.00. Åbningsudstilling "Some of the Hole". 5. september - 17. oktober 2020. Fernisering 5. september kl. 15.00 - 21.00.

Updated 16. nov 2021