Ørestads fugledistrikt klar til foråret

Kultur 28. feb 2022 - 2 min læsetid
This describes the image
Photo: En forhåbningsfuld sjagger hygger sig i området omkring Byparken. Foto: GFS Ørestad.
  • Der er forår i luften, og det betyder flere blomster, fugle i fællessang og power på solen. Ørestads parker og udendørs arealer gøres klar til brug i de varme måneder. Som det allerførste har GFS Ørestad shinet Ørestads fugledistrikt i Byparken op.

Det er den tid på året, hvor blomsterne begynder at røre på sig, strålevis af D-vitamin venter lige om hjørnet, og forårshumøret er klar til at spire.

Sammen med Ørestads driftsoperatør Grøn Vækst har GFS Ørestad derfor kastet sig over forårsklargøringen af bydelens fællesarealer. I løbet af marts skal der luges ud i bedene, og planter skal beskæres, så de har plads til at vokse. Derudover skal siddemøbler rengøres, sandkasser skal have nyt sand og plantekummer skal have nye flotte forårsblomster.

Allerøverst på listen står Ørestads fugledistrikt, som bydelsdriften nu har sat i stand og gjort indflytningsklar. Fugledistriktet rummer ca. 30 mejsekasser og 12 stærekasser, og er beliggende i Byparken. Nærmere bestemt den tæt beplantede sti mellem Edvard Thomsens Vej og C.F. Møllers Allé, som også kaldes Løvtaget.

Alle fuglehusene er rengjort både ind- og udvendigt, og mindre skader på enkelte af husene er repareret.

Stærerne holder sammen - mejserne vil være i fred
Ørestads fugledistrikt blev indviet i foråret 2020, da grundejerforeningen Ørestad City opsatte mejsekasserne i Løvtagets træer. Senere samme år rejse foreningen en pæl med stærekasser monteret på hver af pælens fire sider, så fuglene kan opholde sig i husene uden at blive ristet.

Hvor alle stærekasserne er monteret på en enkelt pæl, er mejsekasserne hængt op med større mellemrum. Og det er der en god grund til.

“Mejser er lidt asociale. Derfor har vi sørget for, at der kun er én mejsekasse per træ. Stæren måler til gengæld i den mere ekstroverte ende og lever i kolonier. Derfor er stærekasserne – på bedste kollektivmanér – monteret på den samme pæl,” forklarer driftschef i GFS Ørestad Christian Andersen.

Updated 28. feb 2022

Vil du vide mere?