Nye udstillinger på Simian

Kultur 22. aug 2022 - 3 min læsetid
This describes the image
Photo: Simian/Torben Ebbesen
Skrevet af: Redaktionen

Udstillingsstedet Simian i Ørestad City er klar med to nye udstillinger med åbning 27. august: Torben Ebbesens 'Between Yes and No' og gruppeudstillingen 'P’ for Perspective'.

Med soloudstillingen Between Yes and No af Torben Ebbesen og gruppeudstillingen P’ for Perspective tager Simian hul på en ny sæson, hvor spørgsmål om hvordan vi forstår os selv og den verden vi bebor, synes allestedsnærværende. Her følger Simians introduktion til udstillingerne:

Between Yes and No
Between Yes and No præsenterer Torben Ebbesens værker fra 1960’erne til i dag. Udstillingen er tilrettelagt som en arkitektur af passager, hvor man undervejs kan bevæge sig omkring skulpturer, fotografier og malerier af Ebbesen, der er sammenstillet på tværs af udtryksformer og tid. Udstillingens labyrintiske opbygning mimer den menneskelige hjernes kringlede struktur, og i midten af udstillingen er der opført et rum, der kan opfattes som både et billede af Ebbesens værksted og inderste tankekammer. Rummet indeholder et stort antal skitser, tegninger, modeller og værker, færdige og i proces.
Udstillingen kaster et nyt og rekontekstualiserende blik på Ebbesens encyklopædiske og dialogiske praksis med udgangspunkt i nutidens spørgsmål. Titlen er lånt fra en konstruktivistisk skulptur Ebbesen lavede i 1978, blandt andet med henvisning til Werner Heisenbergs usikkerhedsrelation. Between Yes and No peger på et centralt aspekt ved Ebbesens værk: En ambition om at bruge tvivl og ubestemmelighed som basis for at generere andre modeller af virkeligheden.

Om Torben Ebbesen: F. 1945, Haderslev, Danmark. Uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og Danmarks Designskole. Modtager af Eckersberg Medaillen, Thorvaldsen Medallien, det 3-årige arbejdsstipendium fra Statens Kunstfond, samt Ridderkorset. 

P for Perspective
Findes der et slægtskab mellem en vindmøllevinge, en kampesten og en bordplade? 16 danske og internationale kunstneres værker præsenteres i P’ for Perspective og overraskende forbindelser mellem Jordens elementer, tidsbegreber, kosmos og det hverdagslige opstår.
Afsættet for udstillingen er den danske seismolog og geofysiker Inge Lehmanns (1888-1993) særegne metoder, der udfordrede gængs videnskabelige praksis. Intuition og personlige fortolkninger af jordskælv og bevægelser fra Jordens indre og ikke mindst modet til at tænke anderledes førte i sidste ende til den epokegørende opdagelse; at Jordens kerne er fast. En kendsgerning, som i dag er en integreret del af alle udregninger og modeller af vores planet.
Med værker der spænder fra 1970’erne til i dag med forskelligartede udtryk i medier som video, skulptur, træsnit, bearbejdet ready-made, tegning og maleri på lærred er det ikke en kuratorisk intentionen at vise et bestemt tema eller tendens. Formålet er snarere at give den besøgende mulighed for selv at kunne opleve og få indblik i de mangeartede kunstneriske metoder og udtryk, for derefter på intuitiv vis at knytte udstillingens tråde sammen. På samme måde som Lehmann bragte forskellige erfaringer i spil, både videnskabelige og personlige, for at opnå nye erkendelser.

P’ for Perspective præsenterer værker af: Inge Lehmann, Paul Pfeiffer, Tora Schultz, Sonja Ferlov Mancoba, Bradley Kronz, Aia Sofia Coverley Turan, Kasper Hesselbjerg, Lea Porsager, Jens Axel Beck, Ester Fleckner, Mads Westrup, Jens Hüls Funder, Bonnie Camplin, Dagmar Moldovanu, Amelie von Wulffen, Michael E. Smith, Poul Gernes.

Udstilllingsperiode: 27. august – 9. oktober, 2022
Åbning lørdag d. august, 16:00 - 21:00.
Åbningstider: fredag, lørdag, søndag 12:00 - 17:00.

Between Yes and No er støttet af Statens Kunstfond, Grosserer L.F. Foghts Fond og Dansk Tennis Fond. Simian er støttet af By & Havn, Realdania Underværker, Ny Carlsbergfondet, Det Obelske Familiefond, Statens Kunstfond, 15. Juni Fonden, Augustinus Fonden, AP. Møller Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Sportgoodsfonden, Lizzi og Mogens Staal Fonden, Drost Fonden, Københavns Kommune, Amager Vest Lokaludvalg, Ørestad City Grundejerforening, Andreas Peitersen, Lauridsen Skilte, Fredericia Furniture, BC Hospitality Group og Nørrebro Bryghus.
 

Updated 22. aug 2022

Vil du vide mere?