Nye regler for ridekort

Kultur 10. jan 2022 - 2 min læsetid
This describes the image
Photo: Amager Voksenridetur
Skrevet af: Redaktionen

Naturstyrelsen ændrer ordningen med ridekort fra 1. februar. Fremover er der ikke ridekort-pligt, hvis man er under 15 år. Men alle som deltager i arrangerede ture, skal købe deres eget ridedagskort.

Ridekortet er obligatorisk for alle ryttere, uanset om man rider på egen hest eller andres heste. Man. skal også have ridekort, hvis man trækker en hest med sadel og/eller hovedtøj. Og man skal også købe f.eks. et dagskort, hvis man vil på hestetur med en professionel aktør. Den tidligere ordning med erhvervsridekort nedlægges. Til gengæld fjernes pligten til ridekort for alle under 15 år

Prisen for ridekortet bliver:
Dagskort: 65 kr.
Ugekort: 125 kr.
Månedskort: 250 kr.
Årskort 850 kr.

Naturstyrelsen skriver i en pressemeddelelse, at indtægten fra ridekortordningen vil gå til "at opretholde en tilfredsstillende standard på ridestierne". 

Selv om de unge under 15 kan ride gratis, skal de stadig sætte sig ind i reglerne for at ride i naturen, skriver Naturstyrelsen, som opfordrer voksne ryttere omkring de unge til at lære fra sig, så naturen ikke lider overlast - og der tages hensyn til andre brugere i de meget benyttede naturområder.

Ridekortet skal købes via Naturstyrelsens hjemmeside: nst.dk/ridekort. Kortet skal altid medbringes og kunne fremvises for Naturstyrelsens personale sammen med ID, evt. på smartphone.

Reglerne for ridning findes på Naturstyrelsens hjemmeside: Naturstyrelsen.dk/hst-ridning.

 

 

Updated 10. jan 2022