NATURDAG for børn i alle aldre - næste lørdag

Kultur 12. maj 2022 - 2 min læsetid
This describes the image
Photo: GFS Ørestad
Skrevet af: Redaktionen

Lørdag 21. maj er der Naturdag i Ørestad Nord for børn, deres venner og familier.

Det er grundejernes sekretariat GFS Ørestad, som gerne vil fejre bynaturen i Ørestad, og give inspiration til oplevelser i bynaturen.

"Nærheden til naturen ligger dybt i Ørestads DNA, og trods sin unge alder byder den grønne bydel allerede på noget af Københavns vildeste og flotteste bynatur. I Ørestad tænker vi bynatur ind alle steder, hvor det overhovedet er muligt, for at understøtte og fremme biodiversiteten og livskvaliteten. Blomster, buske og træer er dejlige at se på og sikrer samtidig spise- og levesteder for byens insekter, sommerfugle og fugle,” fortæller projekt- og bæredygtighedskonsulent i GFS Ørestad Susanne Raben Rasmussen.

Naturdagen i Ørestad Nord finder sted lørdag 21. maj kl. 11-14 og foregår i og omkring den centrale park Grønningen. Parken er beliggende mellem DR Byen, Københavns Universitet og Ørestads Boulevard - og byder blandt andet på bynatur, legepladser, boldbaner, en trækfærge og andre aktivitetstilbud.
På naturdagen kan man blandt andet: 

    •    tage på insektsafari i parken med et spritnyt illustreret hæfte for børn
    •    bygge et fuglehus
    •    besøge parkens Naturcontainer
    •    lære om biernes liv
    •    ro en tur i båd eller kajak
    •    bage snobrød over bål
    •    Aktiviteter med Amager Skovhjælpere, Bybi og Grøn Vækst.

Grundejerforeningen byder desuden på kaffe og honningis.

Insektsafari
Grønningens har blomsteroaser med plantearter, som er udvalgt med det formål at tiltrække og brødføde insekter. Og på Naturdagen lancerer Grundejerforeningen i Ørestad Nord et nyt illustreret hæfte for børn, med 10 af de mest genkendelige insekter. Hæftet er gratis og kan tages med på insektsafari i parken.
“Med insektsafarien bliver biodiversitet meget håndgribelig for både børn og voksne. Den minder os om vores relation til naturen og dét, at når vi gør noget særligt for insekterne, så giver de tilbage – selv midt inde i byen,” siger Susanne Raben Rasmussen.

Illustration: Jens Overgaard Christensen
 

Updated 12. maj 2022

Vil du vide mere?