Maritimt miljø på Prøvestenen

Kultur 19. dec 2021 - 2 min læsetid
This describes the image
Photo: Redaktionen
  • Prøvestenen ud for Amager kan nu blive centrum for et attraktivt vandmiljø med sport og leg.

Prøvestenen ud for Amager kan nu blive centrum for et attraktivt vandmiljø for sejlere, robåde, kajakker, SUP’ere, open-water-svømmere, wakeboard og vandski. Det store vandbassin ved Prøvestenen kan omdannes til et flot rostadion med større events for kano og kajak. Der er også planer om en lystbådehavn. 

13. december blev det nemlig af Kultur- og Fritidsforvaltningen besluttet, at man vil arbejde videre med forslaget, der er blevet indsendt af DGI Storkøbenhavn, Danske Studenters Roklub og Hovedstadens Svømmeklub. By & Havn vil være en del af det videre samarbejde.

Forslaget blev taget op i forbindelse med, at København skal have en ny strategi for ”Liv og udfoldelse på vandet”. 

Gode rammer for børnene
"Man kunne ved Prøvestenen lave et stort attraktivt vand miljø for sejlere, robåde, kajakker, SUP’ere, open-water-svømmere, wakeboard og vandski. Der er også et stort vandbassin ved Prøvestenen, som med få tilrettelser og en mindre uddybning kunne omdannes til et flot ro stadion, hvor vi kunne afholde større events for kano og kajak," siger Kasper Haagensen, der er formand Danske Studenters Roklub og én af høringsparterne.

"I takt med den københavnske byudvikling og befolkningstilvæksten vil der løbende være behov for at skabe flere gode rammer for at børn og unge kan dyrke idræt i, på og ved vandet," siger Peder Nedergaard, der er formand for DGI Storkøbenhavn.

Alle temaer på tegnebrettet for "Liv og udfoldelse på vandet":

  • Havneskole med formidling om sikkerhed, sejlads og biologi i havnen i samarbejde med By & Havn m.fl.
  • Udvikling af Prøvestenen til maritimt center i samarbejde med By & Havn og de blå organisationer.
  • Etablering af flere badezoner og svømmebaner, herunder at finde løsninger på udfordringer med etablering af badezoner ved private kajkanter. 
  • Saunaer og vinterbadning - flere og mere fleksible muligheder for brug af saunaer i tilknytning til vinterbadning.
  • Bedre mulighed for ophold, omklædning og adgang til badesteder, samt bedre adgang til toiletter ved badezoner og havnebade.
  • Fokus på, at der også skal være områder uden for meget aktivitet, hvor man kan nyde havnen i fred og ro.
  • Dialog med Dragør Kommune om bedre forhold for kitesurfing.

 

Vil du vide mere?