Maj – den lysegrønne måned

Kultur 1. maj 2022 - 3 min læsetid
This describes the image
Photo: Kirsten Degn
Skrevet af: Kirsten Degn

Så kom foråret i påsken, og nu her i starten af maj, er det næsten lysegrønt overalt.

Man kan se det forandres fra dag til dag - når jeg kigger på min bøgehæk kan jeg tydeligt se det sker. Og jeg kan også se at de jordbærplanter jeg satte i en plantekasse for bare et par uger siden allerede viser blomsterknopper.

Løse hunde skræmmer de rugende fugle

Jeg var lige en tur ud over savannen i morges og frydede mig over lærkesangen, og de kåde viber som er kommet her i vores område indenfor de sidste par år.

De første år jeg boede her ude, skulle jeg meget længere sydpå for at møde dem. Men jeg græmmedes over at møde en person med to store løse hunde, som muntrede sig meget med at smide med bolde og løbe langt omkring, på trods af at der i år er skiltet med at vi skal passe på de rugende fugle fra 1. april.

Da jeg påtalte det, lod hun meget uforstående og lidt efter kunne jeg se at de fortsatte med deres boldspil.

This describes the image
Jeg nåede lige at komme en tur ud til ramsløgene inden de går i blomst – ja de kan sagtens bruges alligevel, men de lækreste er jo de første spæde blade.

Ramsløg til pesto
Jeg nåede lige at komme en tur ud til ramsløgene inden de går i blomst – ja de kan sagtens bruges alligevel, men de lækreste er jo de første spæde blade – de er allerbedst til pesto: ramsløgblade, pinjekerner, reven parmesan og olivenolie i en blender, og så smagt til med salt og citronsaft. Lækrere og mere forårsagtigt bliver det ikke.

Violer i krukken
Jeg følger alt hvad der kommer op i min have og i mine plantekasser og krukker, men der var alligevel en lille plante, som overraskede mig, den tittede for længe siden frem i en sprække i en af mine gamle krukker, og nu står den og strutter med masser af fine violer.  Hvor der er vilje er der vej...

Selv  F....  Mælkebøtte er smuk
Det er hvert år et under, når det hele springer ud og grønnes, jeg tror aldrig vi der er glade for naturen bliver træt af at opleve foråret uanset hvor mange gange vi har set det ske. Og det sker jo så hurtigt, at man det ene øjeblik ser noget man ikke så i går, og næste gang man kigger den vej, ser det anderledes ud. Bare lyset gennem de nyudsprungne birke forandrer sig alt efter hvordan solen står.

Igen er de gule blomster – bl.a. engkabbelejen og om lidt den gule iris, i overtal her i det tidlige forår, de lyser som små sole allevegne. Se bare hvor smuk F...... mælkebøtte er.

This describes the image

Anemonen kommer igen
Og så har jeg oplevet et lille mirakel mere: jeg havde helt opgivet min blå anemone (den vilde ægte), som jeg har flyttet med mig i mange år, den var ikke mellem de første forårsbebudere, men så den anden dag fandt jeg tre små frøplanter andre steder i haven, så nu kan jeg bare vente et par år til de bliver klar til at blomstre. De har fået et par pinde, så jeg ikke kommer til at luge dem væk.

Der er plads til os alle
Vejrudsigten siger mere forår, så det er bare om at komme ud og nyde det – og med de gode vaner vi har fået med at vandre bliver der nok trængsel på stierne de forskellige steder, men der er plads til os alle sammen, vi skal bare huske at tage hensyn til hinanden, og også de ynglende fugle på Fælleden, så de bliver her hos os.

This describes the image
Vejrudsigten siger mere forår, så det er bare om at komme ud og nyde det – og med de gode vaner vi har fået med at vandre, bliver der nok trængsel på stierne de forskellige steder.
Updated 1. maj 2022