Gymnasiet holder filmfestival igen

Onsdag 11. maj sker der noget særligt på Ørestad Gymnasium. Efter to hårde år med corona kan gymnasiet igen afholde den årlige filmfestival, ASTA.
Som et af de eneste danske gymnasier tilbyder Ørestad Gymnasium (OEG) mediefag på A-niveau. Der er tradition for at oprette mange medieklasser og skolen råder over professionelle produktionsfaciliteter. Derfor hædrer gymnasiet hvert år deres talenter på filmfestivalen, hvor de bedste produktioner bliver vist og en professionel fag-jury bedømmer dem. Publikum er med til at kåre vinderen af publikumsprisen.
Festivalen går flere år tilbage på trods af skolens unge alder, og er et af årets højdepunkter. Som det hører sig til, rulles den røde løber ud og der serveres et glas champagne inden showet går i gang. Herefter står den på fremvisning af de nominerede film, hvor hver kategori afsluttes med prisoverrækkelse til vinderen.
Nordisk Film biografen i Field's danner ramme om showet. Der er selvfølgelig også en dresscode. I år har arrangørerne valgt at lave "James Bond" tema. Så der forventes jakkesæt og flotte kjoler!
Alle vinderne af ASTA går videre til den store Elevfilmfestival Øst i Cinemateket. Ved den seneste Elevfilmfestival i 2022 vandt to film fra OEG priser. Kortfilmen 'Der var engang en cowboy', løb med publikumsprisen, mens dokumentarfilmen 'Mit Rom – gastrolivet i Prati' vandt for bedste fakta-film.
Filmene vises kl.18.30 i Nordisk Films biograf i Fields'. Det vil være muligt at købe en billet i Nordisk Films Biografer Field's til 20 kr på aftenen.
Bagefter går alle over på gymnasiet, hvor selve prisoverrækkelsen finder sted.
Vinderkategorier:
- Publikumsprisen
- Bedste film
- Bedste manuskript
- Bedste klipning
- Bedste lyddesign
- Bedste billedeside
- Bedste faktafilm
- Bedste C-niveau-produktion