Brag af en jubilæumskoncert: Ørestad ELSKER sit kor

Kultur 1. jun 2022 - 2 min læsetid
This describes the image
Photo: Ørestad Kor
Skrevet af: Redaktionen

21. maj fejrede Ørestad Kor sit 10-års jubilæum med en festlig koncert på Ørestad Skole.

Rigtig mange ørestadbeboere havde fundet vej til Dramasalen på Ørestad Skole, som var fyldt til bristepunktet.

Stemningen var opløftet og forventningsfuld, og blev hjulpet godt på vej af Henrik Juul fra Kay’s Madbodega, som serverede dejlige vine fra små italienske producenter.

Korets dirigent Aleksandra Bertelsen stod for den musikalske ledelse og i dagens anledning blev koret akkompagneret af Ida Andersson på klaver, Jesper Rasmussen på bas og guitar samt Peter Rafn Stephensen på trommer.

"Vi har virkelig set frem til denne koncert, og det var en stor forløsning at give den hele armen med en trio som en del af det samlede lydbillede. Det var fantastisk og det er bestemt ikke sidste gang vi gør det”, fortæller en begejstret Aleksandra Bertelsen.

Tourdion og Dansevise

Dirigenten var ikke den eneste der var begejstret.

Det første nummer koret sang var ‘Tourdion’ - en århundredår gammel fransk vise som priser vinens lyksaligheder.

Undervejs præsenterede sangere fra koret de forskellige sange på repertoiret - fx den smukke danske melodi grand prix vinder fra 1963 ‘Dansevise’, Beatles ‘Blackbird’ og Robbie Williams ‘Angels’. Publikum kvitterede med stående applaus, da koret afsluttede koncerten med Queens 'Bohemian Rapsody'.

Koncerten var  sponsoreret af By & Havn og Amager Vest Lokaludvalg.

 

Updated 1. jun 2022