Amagerbanens Dag

Kultur 5. aug 2022 - 2 min læsetid
This describes the image
Photo: Majken Astrup
Skrevet af: Redaktionen

Skinnecykling, hornorkester, sømandskor, loppemarked, historiske rundvisninger, jazz, grillmad, konkurrencer og Amager Revyen. Det er nogle af de aktiviteter som Amagerbanens Venner og Haverne ved Amagerbanen disker op med til Amagerbanens Dag.

Lørdag 13. august kl. 11-16 er der igen Amagerbanens Dag, hvor banen bliver fejret med livemusik af Københavns Jernbaneorkester, trioen Dræsinejazz og Christianias Sømandskor. Ved de gamle kolonihaver er der loppemarked, mulighed for at bage snobrød eller få sig en kop kaffe og et stykke kage.

Der er også historiske vandringer langs skinnerne, en historisk cykeltur fra Dragør, skinnecykling og mulighed for at komme i snak med de mange lokale frivillige, der er engageret i bevarelsen og udviklingen af kvarteret omkring Amagerbanen.

This describes the image

Foreningen Ren Kærlighed til Amager afholder skraldeindsamlingskonkurrencer med præmier til voksne og børn, og så er der hjemmelavet grillmad hos Amagerbanens Venner, luksusøl fra det lokale bryggeri People Like Us og is ved det lokale Moo Moo Isbar. Som noget nyt deltager Amager Revyen. Revyen spiller hvert forår på Teater Play, men har i dagens anledningetableret en udendørs scene.

Amagerbanen blev bygget i starten af 1900-tallet og transporterede mennesker og gods til de mange fabrikker, der lå langs med skinnerne. Banen gik fra nord til syd og endte i Dragør, hvortil mange københavnere tog banen på søndagstur. Men banen fragtede også københavnernes tis og lort ud til amagerbønderne i Store Magleby og Tømmerup, som spredte det ud på deres marker.
Det meste af Amagerbanen er blevet nedlagt igennem de sidste 60 år, men knapt halvanden kilometer er bevaret langs Uplandsgade og passes af Amagerbanens Venner. Hele sommeren står de klar to søndage om måneden til at hjælpe gæster op på skinnecykler eller dræsine. Og langs skinnerne ligger Haverne ved Amagerbanen.

Amagerbanens Dag er støttet af Amager Øst Lokaludvalg. Følg med på Facebooksiden 'Amagerbanens Venner' eller Facebookbegivenheden 'Amagerbanens Dag'.

Updated 5. aug 2022