Åkander tilbage til bydelskanal

Kanalen langs med Arne Jacobsens Allé i Ørestad City får nu sine egne åkander.
I 2018-2021 blev åkander og nøkkeroser fra kanalen ved Kay Fiskers Plads flyttet herover, imens HUBNORDIC byggeriet stod på. De er nu tilbage i kanalen langs metroen.
Men Ørestad Vandlaug vil nu udsætte 18 nye åkandefamilier i kanalen langs Arne Jacobsens Allé.
“Åkander løfter den æstetiske oplevelse af Bydelskanalen, og når man først har set den med åkander, er det svært at forestille sig den uden," udtaler bestyrelsesformand i vandlauget, André Just Vedgren, til orestad.net.
Der plantes i alt ca. 60 åkander i 18 kasser. Åkanderne forventes at flytte ind i starten af juni 2022.
De eksisterende åkander fra Kay Fiskers Plads var op til 30 år gamle, men de nye åkander er meget yngre, og kan derfor være lidt svære at få øje på.
"Der kan godt gå et år eller to, før de vokser helt op til overfladen og blomstrer. Men vi sørger for at passe rigtig godt på dem - og resten af livet i kanalen,” forklarer projekt- og bæredygtighedskonsulent i GFS, Ørestad Susanne Raben Rasmussen.