Lad os etablere Københavns næste skolehave i Ørestad

Debat 8. aug 2022 - 2 min læsetid
This describes the image
Photo: Redaktionen

4. maj samlede en stor gruppe glade og ivrige børn sig på Islands Brygge, for at fejre indvielsen af den fantastiske nye skolehave langs Artillerivej.

Børnene blev hermed en del af en hundredårig Københavnsk tradition, som giver dem jord under neglene og mulighed for at dyrke grøntsager sammen med deres klassekammerater. En tradition, hvor skolehaver, der er finansieret af Københavns Kommune og drevet af foreningen Københavns Skolehaver, danner rammen for læring og dannelse, som børnene bærer videre i livet.

Men hvor skal Københavns næste skolehave dog ligge? Her er fire gode grunde til, at den næste skolehave bør etableres i Ørestad Syd.

For det første, må Ørestad Syd og den nærliggende Ørestad City være et af det mest børnerige områder i Købenavns Kommune. Ifølge Børn- og Ungdomsforvaltning var der 1.580 børn i alderen 5-14 år i 2020, og prognosen er, at antallet stiger til 3.020 børn i 2030.

For det andet, mangler børnene plads til at udfolde sig på terræn, da alle folkeskoler i området har en væsentlig del af deres friarealer på tag. Især Ørestad Skole og Skolen på Hannemanns Allé har (eller vil få) næsten ingen plads på terræn, da deres grunde er alt for små.

For det tredje, er der længere afstand fra Ørestad Syd til de nærmeste skolehaver end næsten alle andre steder i København. Etableringen af en skolehave kan således bidrage til at give børnene lige muligheder fordelt over hele kommunen.

For det fjerde, er der stadig ledige grunde som kunne rumme en skolehave, og som ejes af By & Havn. Nogle grunde har en fantastisk placering, tæt på både skoler og den fredede Kalvebod Fælled.

Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen kaldte Ørestad for "mulighedernes bydel" under et besøg for nylig. Borgerrepræsentation kan gøre disse ord til handling ved at medtage idéen om en skolehave i den kommende proces omkring et nyt tillæg til lokalplan 398 Ørestad Syd, som kommunen igangsætter inden længe.

Updated 8. aug 2022

Vil du vide mere?