Selvfølgelig skal Ørestad have en Sound & Science Festival

Business 22. sep 2022 - 4 min læsetid
This describes the image
Photo:
Skrevet af: Redaktionen

Naturvidenskab er også æstetik - og undren. For eksempel når emnet er LYD. Hvad betyder radiosignalerne fra det ydre rum? Hvordan lyder Ørestad? Og hvordan kan det måles og forklares? Til november starter ØS22 - Sound & Science. En festival for lyd og viden lavet i samarbejde mellem ØICC, ITU samt Ørestads gymnasium, skoler og bibliotek.

Der er noget i luften over Ørestad. I november 2022 lander en ny lydbaseret art/science-festival rundt omkring på forskellige venues i bydelen. Ørestad Sound & Science Festival - eller ØS22 - foregår 10.-12. november samt ved  nogle satellitarrangementer på andre datoer.

ØS22 præsenterer et lydbaseret fokus på rum i forskellige størrelser og betydninger: Indre og ydre rum, lokale rum såvel som det store verdensrum. Forskere og kunstnere vil formidle deres viden og praksiserfaring i talks, workshops og koncerter på Ørestad Bibliotek, Ørestad Gymnasium, KUA og ITU samt i byrummet.

Her kan man bl.a. møde astrofysiker Anja C. Andersen, electronica-duoen Sounds From Space, lyddesigner og tonemester Peter Albrechtsen, stellar jazz med Morten Schantz Trio, tv/radio-journalist Frederik Dirks Gottlieb, Ørestad Kor, astrofysiker Lars Occhionero, filmusikkomponist Jonas Struck og lydkunst-forsker Sanne Krogh Groth.

Eleverne viser projekter frem
Samtidig arbejder elever og studerende på ITU, ØrestadGymnasium og Ørestad Skole med lyd som tema i forskellige projekter, som skal præsenteres  for offentligheden under festivalen.
For eksempel laver gymnasieelever podcasts,  imens elever på Ørestad Skole og Ørestad Friskole bl.a. optager og bearbejder lyden af Ørestad.

Send lyde ud til universet
Initiativtageren til festivalen er Jan Lippert, musikproducent og kulturentreprenør. Hans firma Sound21 arbejder på tværs af kultur, uddannelse, byudvikling og erhverv med lyd og musik som omdrejningspunkt.  For eksempel festivaler, strategiske alliancer og læringsforløb.

"Naturvidenskab er alt for vigtig en disciplin, til at den kan stå alene. Den knytter sig til både kunst, følelser og æstetik. Vi ved f.eks. fra aktuelle rapporter, at piger har sværere ved at holde motivationen oppe i de naturvidenskabelige fag. Men at man kan fastholde interessen ved at arbejde med den æstetiske dimension i fysikkens verden - for eksempel gennem lyd".

Jan Lippert er i fuld gang med at sammensætte festivalprogrammet, og målet er at temaet lyd skal omfatte alt fra lydene i de lokale byrum og mellemrum til lydene fra det ydre rum.

"De lyde vi modtager ude fra rummet via radioteleskober osv. er jo en slags postkort, som vi ikke helt forstår, og som både kan udforskes naturvidenskabeligt, men også bare opleves og filosoferes over.  Under festivalen skal vi også sende nogle lyde tilbage til rummet, men hvilke?" siger Jan Lippert.

Lyd er det nye sort
Rektor på Ørestad Gymnasium, Mads Skrubbeltrang, synes at Sound & Science festivalen passer perfekt til gymnasiet.

"Vi er et mediegymnasium, hvor man kan tage mediefagene på A-niveau. Festivalen giver eleverne mulighed for at 'komme på' og vise deres arbejde for andre. Allerede nu er 3.g'erne på faget Musik & Lydproduktion i gang med at lave de podcasts, som skal med på festivalen.

Og så har vi også en strategi om at være et kulturhus for Ørestad, og åbne huset for bydelen," siger han.

Som gymnasierektor og mediefagslærer er han også meget opmærksom på den hastige udvikling i hele medieforbruget, væk fra tekst og over til billeder - og på det seneste - især lyd.

"De unge indtager utrolig meget gennem ørerne i dag. Ikke kun musik, men også viden og fortællinger. Derfor er lydproduktion og podcasts blevet til et fag hos os. Her lærer eleverne at mestre mediet, både den narrative del, den tekniske del, og det legende og kreative element."

Permanent festival
Festivalen er resultatet af et samarbejde med Ørestad Innovation City Copenhagen, Ørestad Bibliotek, Ørestad Skole, Ørestad Gymnasium og ITU.  Festivalen får også bistand fra GFS Ørestad og Hubnordic.  Festivalen har fået økonomisk støtte fra bl.a. Amager Vest Lokaludvalg og Rambøll. Alle arrangementer er gratis og foregår på lokale venues.
Det er målet for Jan Lippert at Sound & Science festivalen bliver en permanent årlig begivenhed i Ørestad.
"I år tager vi fat på det videnskabelige aspekt ved lyd, og næste års festival kan måske sætte  lydkunsten i centrum.

Alle arrangementer ved Ørestad Sound & Science offentliggøres 10. oktober på facebook: ØS22 samt via de forskellige samarbejdspartneres platforme.

Updated 22. sep 2022