ØICC Medlemsprofil: Peter Nymann

Business 8. sep 2022 - 3 min læsetid
This describes the image
Photo: "Vi kan se, hvor stor interesse der er for at leje kontorrum, etablere domiciler og bosætte sig i Ørestad." Skanska
Skrevet af: Redaktionen

Peter Nymann
ØICC medlemsprofil. Peter Nymann, Adm. direktør i Skanska.

Hvad er din primære interesse i ØICC?
Jeg er et relativt nyt medlem og blev tiltrukket af netværkets fælles målsætning om at promovere Ørestads mange kvaliteter for beboere, virksomheder og deres medarbejdere. I Skanska er vi stærkt involveret i at udvikle bæredygtige byggerier til boliger og erhverv i Ørestad. Vi kan se, hvor stor interesse der er for at leje kontorrum, etablere domiciler og bosætte sig i Ørestad, hvor vi kan udvikle og bygge efter tidssvarende og certificeret bæredygtige målsætninger.

Hvad er det bedste ved placeringen af jeres arbejdsplads i Ørestad?
Den nære kontakt til livet i Ørestad giver os en god indsigt i, hvordan dagligdagen har udviklet sig i Ørestad. Vores kontor ligger på Havneholmen i København, men vi besøger dagligt vores byggerier og udviklingsprojekter i Ørestad for at følge deres udvikling og holde bygge- og kundemøder. Vi er bl.a. ved at indrette ejendommen NEST 45 på Ørestads Boulevard, der kommer til at rumme både kontorer og et hotel. Inden længe begynder C.F. Møllers Have – et stort boligbyggeri – også at skyde op. Dernæst arbejder vi på at udvikle endnu en grund ved siden af Swecos domicil, som vi faktisk også byggede og fortsat ejer.

Hvad er dine ambitioner for det, som du arbejder med?
Skanska udvikler fremtidens byer med byggerier, der er miljømæssigt, økonomisk og socialt bæredygtige. Jeg har store ambitioner om at være med til at løse nogle af de helt store klimaudfordringer omkring byggeri som for eksempel at nedbringe mængden af CO2-udledning ved betonproduktion og transport af byggematerialer – og tænk, hvis vi en dag kan recycle 100 procent af materialerne fra vores udtjente projekter til nyt byggeri…

Hvad er det bedste ved den virksomhed, du er en del af?
Lokalt i Danmark har vi et stærkt og kompetent team, der løfter nogle store og spændende projekter med perspektiver, der rækker ud over de enkelte byggerier og sætter dem ind i større sammenhængende planer for byudvikling. Samtidig er vi i Skanska del af en global virksomhed med over 30.000 medarbejdere, der kan løse alle dele af byggebranchens opgaver. Vores samlede viden og erfaring er ganske enkelt enorm og en uvurderlig styrke og inspiration i hverdagen.

Hvor eller hvornår tænker du bedst?
Når det ikke lige er på kontoret, synes jeg, at jeg gør mig mange gode overvejelser, når jeg slapper af på sommerhusets terrasse, eller tager en løbetur i skoven.

Hvad læser du i øjeblikket?
Sommerens læsning var en ”Road Trip Guide”, der gav god inspiration til årets tur langs USA’s østkyst med mine to teenagedrenge.

Updated 8. sep 2022